Dorthea i Schwangau
"Udsigt fra Weinbauer"

[fortsat fra forrige billede]
...Vi rigtig nød den aften, i strålende sol efter tordenbygen, fotograferede både her og der, spadserede hen ad landsbygaden, og så kl. 8 bestilte vi middagsmad: Paprikaschnitzel med Bratkartofflen og gemischter Salat! Nej, hvor det smagte! Og herligt øl til. Klokken 9:30 gik vi i seng. Weinstube som vi spiste i var nærmest som ”Ratskeller” med søjler og buede dekorede hvælvinger; værelserne med rindende vand, dejlige senge med silketæpper, tæpper på gulvene, kort sagt meget lækkert. Alle steder, undtaget i Unterknöringen har vi haft alle bekvemmeligheder.

7. juni: Vor sidste biltursdag skulde blive den smukkeste og mest storslåede af alle; hvor vi uafbrudt kørte i den mægtige alpeverden. Vi startede fra vort yndige ”Gaststätte” 9:15 og kørte de 3 km til Füssen, hvor vejen går op til Neuschwanstein, men der må man ikke køre, og der er mindst 20 min gang, så jeg kunne ikke være med, og Arne skulde i banken inden 12 (lukketid om lørdagen), så opgav de at bese slottet; Arne og jeg har jo været der og fru Lumbye har set så mange andre. – Så kørte vi til torvet og parkerede bilen, og Arne besørgede sine ærinder, fru Lumbye og jeg gik og beundrede byen, der ligger i så vidunderlige omgivelser; så på butikker, købte kort, og jeg en lup og et enziansæt, 1 par kopper + 1 tallerken, så nu kan jeg atter have mit helt private couvert i stedet for det fra Berchtesgaden, der gik i stykker. Vi fotograferede også i byen, Arne købte værktøj og tandbørste, og efter 1 times forløb kørte vi ud af byen for kort efter at nå den tysk–østrigske grænse, hvor kun bilens papirer, vore pas og penge interesserede, det hele gik hurtigt og smertefrit, der var kun 1 bil foruden os; grænsestedet ligger i skønne omgivelser nede ved Lech floden, - jeg fotograferede den lille grønne der – og nu begyndte vi på den mere end imponerende, og ubeskriveligt storslåede tur; den første 1½ time gik langs Lech floden gennem Lech dalen, omgivet til alle sider af de vidunderlige Alper, med deres saftig-grønne græsmarker, i kuplede former så blide som var de fløjl, og med enkelte træer, ellers små buskadser spredt over det grønneste grønne lige som i Allgäu, så skovbæltet og oven over de snebedækkede tinder, gletscher-render, brusende vandfald, alpekøerne med deres klingende klokker på markerne, og så de vekslende belysninger, dels glitrende sol, dels tunge skyer imellem tinderne, kort sagt alt, hvad der hører alpeverdenen til og engene helt nede ved floden fulde af blomster. Opstigningen til Flexenpass er den smukkeste, mest storslående vej, man kan tænke sig, men livsfarlig at køre, en smal vej hugget ud af den stejle klippe og med uafbrudte, uoversigtbare sving, og kun de allerfærreste steder rækværk, eller kanten ud mod de lodret faldende bjergsider, vi turde næsten ikke trække vejret, højere og højere steg vi, til sidst var vi over trægrænsen og så ned på adskillige snedækkede floder, dybt, dybt nede flød stadig Lech, og mange brussende vandfald styrtede fra de store højder ned i floden; vejen var smal og kun ganske få vigepladser, vi var alle glade for, at vor plads var på indersiden, i tilfælde af en modgående vogn, men heldigvis mødte vi ingen den halve time opstigningen varede, denne opstigning bliver i rejsebøgerne betegnet som den mest spændende. Der blev ikke vekslet mange ord, fru Lumbye og jeg stirrede og stirrede, det var så imponerende, og så smukt; Arne havde nok med at klare kørslen, men det var virkelig en bedrift at være chauffør der og vognen kørte så jævnt og roligt det gjorde Arne minsandten godt; men glade var vi alle, da vi kom ud på det åbne plateau, hvor byen Lech lå ved Flexenpass, så svingede vi rundt og kørte ad en ny pasvej for at komme over Arlbergpass, men den vej var bred cementeret og med beskyttelsesmur ud mod afgrundene, så den var ikke spor nervepirrende, efter opstigningen var vi hærdet, vi skulde endnu 100 meter til vejrs til 1803 meters højde, og hvor var det koldt oppe, og ved begge sider af vejen lå den sammenfejede sne, og alle de utallige bjergtoppe bedækkede med sne, naturen var overmægtig, man følte sig som et lille kryb, denne vej var befærdet, vi mødte flere vogne og vejen et kunststykke af ingeniørarbejde, nogle steder med de vide, vide udsigter, var vejen udbygget og der holdt flere biler, som næsten alle var ude at fotografere, den pasvej lignede meget billederne af Grossglocknerstrasse. Det var en hel eventyrverden, vi var i, fra nu af gik det nedad hele vejen, vi kom igennem St. Anton det kendte skisportssted og kursted og videre gennem alpeverdenen til Landeck, en temmelig stor Tyrolerby og derfra drejede vi mere syd ved Landeck [her skrev Dorthea Ötztal, som ligger mellem Landeck og Innsbruck. Det må være en fejl for de kan kun have drejet mod syd ved Landeck for at køre ind i Inn-dalen for at komme til Pfunds] og vejen gik langs Inn-floden ind i de dejlige tyrolerdale, og 30 km fra Landeck nåede vi Pfunds, hvor kirken og vort hotel, begge hvide, og liggende ved siden af hinanden, er byens midtpunkt, beliggenheden herlig og hotellet i enhver henseende komfortabelt; en stor rød og hvid vimpel hænger udenfor huset og kendetegner Danmark. Hr. Bjørndalen kom straks og ønskede os velkommen, men til på onsdag må vi nøjes med 2 dobbeltværelser, så Arne og jeg ligger sammen, et stort værelse og privat badeværelse med flisebadekar og stor kumme; foruden store brede gode senge, en divan, bord, stole, klædeskab og natborde, udenfor værelset en mægtig gang, meget bred, som er møbleret med polstrede lænestole og borde, hvor vi sidder som i en dagligstue; vi er helt omgivne af bjerge, og lige bag huset ligger toppe med evig sne, og det er svejtsisk, vi er så nær både ved den italienske og svejtsiske grænse; klokken var 6 da vi nåede hertil, vi fik lige pakket ud og gjort os i stand, så var det spisetid (kl. 7). Vi får morgenmad, kaffe, the eller chokolade efter ønske og 2 gange varm mad. 12:30 – 1 og kl. 7. Vi fik suppe og oksegullasch med kartofler og grøn salat, alt veltilberedt og velsmagende. I anledning af ankomsten til bestemmelsesstedet og bilturens ende, gav fru Lumbye en flaske herlig hvidvin; vi tre har et hjørnebord ved vinduet og har det meget, meget hyggeligt sammen. Da vi har passiaret lidt, gik vi op på værelset og lavede en kop god dansk kaffe. Jeg var så træt, at jeg straks efter gik i seng, men fru Lumbye og Arne blev siddende til næsten 12, jeg hørte slet ikke, da Arne kom ind, jeg sov lige til kl. 6 morgen.