photo sharing and upload picture albums photo forums search pictures popular photos photography help login
Steen Hougs | all galleries >> Nostalgia >> Dorthea Christine Borch 1885-1975 > 1952
previous | next
1952
11. juni 1952 Arne Borch Hougs

1952

Fru Lumbye og Dorthea i Schuls [Scuol], Svejts
"De nyder tilværelsen på terrassen med schokolade og de herligste naturomgivelser"

11. juni: Strålende solskin, højsommervejr, med blå himmel som baggrund for de sneklædte toppe. Vi spiste morgenmad i den mindre serveringsstue, da der i spisesalen blev gjort hovedrent til det nye hold Danske Selskabsrejsende, som ventes hertil ved 6 tiden i aften (18 i tallet). Efter morgenmaden flyttede jeg op i et eneværelse med privat badeværelse og ud til bagsiden, hvor her er så roligt, og med den vidunderligste udsigt til de skovklædte bjergsider og til Svejts’ hvide tinder. Bagefter sad vi i haven 1 times tid i liggestole, til vi lidt over 12 spiste middag: suppe, wienerschnitzel (uden citron og sild) men med løse ris, kartofler og grøn salat til, bagefter henkogte abrikoser. Kort efter startede vi på en tur ind i Svejts, egentlig var det meningen at ville være [kørt]til Davos, men vi kom for sent afsted til at nå det, da vejen er så stigende og uafbrudt svingende, at farten kun ligger mellem 30-40 men ellers på 70, men vi kørte så langt, som vi kunde nå for at være hjemme til middag nummer 2 klokken 7, og den var kun 5 minutter over. Altid har jeg ønsket at komme til Svejts nu gik mit ønske i opfyldelse, og naturen var ligeså smuk, som jeg i min fantasi havde forestillet mig. Meget, meget smukt har vi oplevet og set, men dette var virkelig prikken over i’et, de vidunderlige, frugtbare dale på begge sider af Inn, hvor græsmarkerne og højene er en farvepragt af gule, røde, blå og hvide blomster, de skovklædte bjergsider, hvor ofte mægtige høje klipper stikker frem med brusende vandfald, og ovenover trægrænsen hele vejen, så langt som øjet rækker, de snedækkede tinder; og bjergene der har en anden form end i Østrig og de bajerske alper, de små byer der ligger strøet rundt i landskabet og pynter, er i en ganske anderledes forfatning end her i Østrig, derimod er vejene ikke cementerede, asfalterede eller chausséebrolagte, men almindelige landevej, hvor selve kørselen ikke er så behagelig som de andre, men vi sad i en betagelse og syntes, det er ufatteligt, at verden er så smuk og storslået. De forskellige passteder klarede Arne fint; ikke så langt fra grænsen ligger kurbyen Schuls [Scuol], med det ene flotte hotel og kurhus efter det andet, samt restaurant og konditorier efter det andet; det var morsomt at se; på udvejen var fru Lumbye og jeg i en bank og vekslede vore rejsechecks, dels i Franc (på mandag skal vi til St. Moritz) dels i østrigske shillings, så vi har til vort ophold her, vi tjente 100 shillings ved at veksle dem i Svejts mod nede i Landeck (Østrig). Vi kørte videre ad Davos til, men da vi så, det var umuligt at nå vendte vi om, da Arne mente, det var på de tider, det skulde have været en hel dags tur, og den var mellem 1 -2, da vi startede herhjemme fra. Da vi på hjemvejen kom til kurbyen Schuls, gjorde vi 1 times ophold, hvor vi sad ude på en terrasse på et konditori med den skønneste udsigt, man kan tænke sig, og jeg trakterede med chokolade-is, noget så dejligt, og fru Lumbye og Arne spiste foruden et stk. nøddekage. Fotograferede Arne med mit apparat fru Lumbye og mig, ligesom Arne og jeg fotograferede landskaberne flere steder. Jeg blev siddende på terrassen, medens Arne og fru Lumbye gik i byen for at købe brevkort og chokolade, de kom også tilbage med alt + 1 20 stk. pakker cigaretter af et mærke, som er Arnes yndlingscigaret og som han ikke har truffet på hverken i Tyskland eller Østrig. Så skrev vi kort til Ivar i Holland og til Ester i Hillerød og frankerede og postede dem fra Svejts. Fru Lumbye købte ½ pund kaffe og nogle plader spisechokolade – og så gik det hjemad lige til middagsbordet: suppe, krebinetter med grøn salat og kartoffelsalat samt en fromagekage. Så op og lave kaffe på værelset, vi prøvede den svejtsiske, den er mildere i smagen end vor, men en fin smag har den og vi spiste den bitre chokolade til og så i seng. Arne og jeg i vores nye værelser, han har fået et i hotellet på den anden side gade, jeg som sagt i samme bygning som før, fru Lumbye har fået lov at beholde sit store dobbelt værelse. Nu er klokken 11, jeg må sove i morgen gives atter en dag.

12. juni: Første dag vi ikke var ude at bile. Vejret strålende sol og varme. Efter morgenmaden havde vi en meget interessant oplevelse, idet det var katolsk helligdag Fronleichnamstag, og en stor procession gik gennem byen, med faner, Maria figurer og flere helgen figurer, baldakinen med monstransen og en værdig, ældre, langskægget præst, en rigtig patriarktype i allerfineste skrud, kåben hel guldbroderet og skarlagenrøde klædte unge mennesker bar baldakinen, efterfulgt af de små rødklædte messedrenge og en yngre katolsk præst i messekåbe; hvidklædte unge piger med hvid blomsterkrans i håret, et brandmandskorps, et alpejægertrop med hornmusik, og så hele Pfunds fattige befolkning, bedende deres rosenkrans højt, lige fra gamle krogede morliller til børn, der blev båret på armen. For mig mindede det om processionerne i Alsemberg, hvor jeg selv medvirkede som engel, men for andre der aldrig har set det var det meget betagende. Vejen mellem Hotel Posts to bygninger er landsbyens samlingssted og bredeste sted, og op ad bygningen var rejst et alter med divantæppet fra fru Lumbyes værelse som baggrund, så et stort krucifiks, et alterbord med alterdug, pyntet med levende lys og blomster og ved siden træer plantet i baljer; og da ”Ypperstepræsten” med den herlige monstrans nåede hertil, blev der holdt messe med svingende røgelseskar og alt, hvad dertil hører; vi stod lige overfor på hotellets trappe, absolut første parket, og tog en del fotos, navnlig Arne, da han kan tage optagelser mod lyset, hvad jeg ikke kan, jeg kunne kun tage langs ned ad vejen, når processionen kom og gik; jeg håber, billederne bliver til noget. – Resten af dagen sad vi – og de fleste af det aftenen før kommende rejse selskab – i haven. Fru Lumbye og jeg sad der hele dagen, lige til 5 minutter i 6, da solen forsvandt bag bjergtoppene. Arne vaskede ”den lille grønne” og om eftermiddagen var han en 2 timers tur på bjerget heroverfor, der var pragtfuldt, sagde han, og han tog mange billeder. Til middag (kl. 1) fik vi: suppe, småtskåret kogt kalvekød i flødesauce, ris, salat og kartofler, lagkage, og til middag nr. 2 suppe, rigtig wienerschnitzel, franske kartofler og salat – kirsebær. Om aftenen havde vi atter en stor oplevelse, idet der på ”Pladsen” mellem hotellets bygninger, kom landsbyens amatørorkester, bestående af 27 blæsere + deres dirigent, en pragtfuld skikkelse, alle i tyrolertøj; en interimistisk pæl med et stort kryds foroven, i hvis 4 ender elektriske pærer hang, blev rejst, og i lyset fra dem spillede orkesteret i små 2 timer, det var et pragtfuldt skuespil – vi var kun kede af ikke at kunne forevige det – landsbyens folk stod langt nede ad gaden for at overvære festen; vi nød det fra fru Lumbyes værelse, der vender direkte ud mod ”Pladsen”, naturligvis med åbne vinduer og alt imens vi nød vor private ”efter middags kaffe” – lå vi hvert øjeblik i vinduet for at nyde godt af folkefesten der virkelig også var værd at se. Lidt over 10 sluttede orkestret, og vi gik til ro.

13. juni: Op klokken 6, da vi præcis skulde starte pr. bus til Meran. Vi startede i dejligt vejr og nød det skønneste af vejen, som er og bliver herfra til Nauders, kort efter nåede vi den østrigsk-italienske grænse, hvor hr. Bjørndalen begge toldstederne besørgede vore pas; derefter gik det videre ind i Italien, hvor dalen og bjergene var anderledes end både her i Tyrol, Svejts og de bayerske alper; også en storslået natur, men jeg synes dog, de andre formationer er kønnere, vi kørte igennem udprægede italienske byer, hvor gaderne er så snævre, at en bus kun lige kan passere mellem husene, og fortov findes der ikke, ofte rendesten midt i gaden, hvor børn, geder, høns og køer færdes, uanfægtet trafikken, de stoler alle på, at bilerne holder og venter, til de i ro og mag er kommet af vejen - hvilket de jo også gør. Vi kom forbi et mægtigt arbejde, som Mussolini havde påbegyndt for at lave dæmning og udnytte vandkraften, det er aldrig blevet færdigt, en hel by Graun havde han ladet sprænge væk, kun kirketårnet står ensomt tilbage mellem ruinhobene af den udslettede landsby, som er nyopstået et stykke længere borte, selv kirkegården er flyttet derhen. Videre gik turen mellem bjergene, som dog havde brede dale imellem sig, hist og her knejsende borge, dels som ruiner, dels i beboelig stand, slotte, store flotte klostre, og så kom vi forbi et elektrisk kraftværk Monte Gatino [?], der leverer 235 millioner kW i timen hele året og som forsyner hele Norditalien med strøm, der var rejst et mægtigt monument eller rettere statue, der forestillede kraft, to mægtige fyrrige heste, der bliver holdt i ave af en menneskeskikkelse, videre gik turen og vi kom forbi marmorbrud, [syd for byen] Laas, hvid marmor, som også er benyttet i Thorvaldsens Museum, og da vi nærmede os Meran, begyndte vinbjergene at dukke op, og det blev meget varmt, trods solen var borte, men der stod tordenvejr rundt i bjergene; Vi kørte forbi hovedbanegården og gennem byanlæg (blomster, parker) til et af hovedstrøgene, hvor vi blev sat af ved en restaurant, der bagtil har en skyggefuld have, der spiste vi frokost, medbragt fra hotellet, det skulle forestille ”smørrebrød”, men er der noget de ikke kan, så er det at smøre et stykke mad, men det havde hr. Bjørndalen fortalt os i forvejen. 2 tykke (som man næsten ikke kunne gabe over) stk. franskbrød med en anelse smør på midten og så den samme pølse (med skindet på) på begge stykker, et stykke ”bart”, og det var bart, lige på midten var en lille klat smør, og så 1 stk. kirsebærkage til os hver; for at bøde på den ringe frokost, gav ”Danmark” og hr. Bjørndalen lige så meget enten hvid- og rødvin, vi ønskede, serverede i glaskander, det smagte herligt, både den ene og den anden slags; vi havde det meget gemytlig ved frokosten, vi havde hotellets 2 musikere med, og de spillede for os hele tiden under måltidet, og vi kunde bede dem spille, hvad vi ønskede, det er violin og harmonika, og til nogle tyrolermelodier sang violinisten, jeg fotograferede musikerne og hr. Bjørndalen, mens de spillede. Efter frokosten gik vi og så på butikker (der som ventet har lukket mellem 12 og mindst 2), så kunne vi gøre os et overblik over, hvad vi vilde købe, og senere når butikker og banker [åbnede] kunne vi få vekslet. Så gik vi til svævebanen, for at komme op på en af [her tilføjede Dorthea senere noget i retning af ”Tappernesvejer”] bjergtoppene, som omgiver Meran, og hvorfra der er storslået udsigt. Svævebanen minder om et eller andet Tivoli arrangement, det var åbne trælænestole med en skammel til fødderne og en stang til at lukke for som på børnestole, på nogle var der solsejl over, og det var meget heldigt, da vi var ved at komme ind i en tordenbyge; det var meget sjovt at svæve alene hen over byen; oppe ved endestationen er en restaurant, og der tyede vi alle ind og fandt beskyttelse medens tordenvejret varede, vi havde vore musikanter med, der underholdt os, vi nød alle tre en is, priserne er kun i 100 og 1000er. Så skulle vi ned igen, da havde vi modvind, og kjolen stod op over os som en ballon. Da vi kom ned, regnede det noget, så fik vi penge vekslet, og gik så hvor vi ville rundt i byen og så på og gjorde indkøb i forretninger. Fru Lumbye og Arne fulgtes ad, jeg gik for mig selv, jeg kunde ikke magte så meget, jeg købte mig et brillefutteral i italiensk arbejde, og så fulgte hr. Bjørndalen med til vinforretningen, og der havde jeg så stamkvarter jeg købte 2 liter rødvin i de bastklædte kolbeflasker, i danske penge 4,80 kroner, hjemme koster de 20.00 kroner, 1 liter kolbe hvidvin, 1 flaske Martini vermouth (hvid) og en Chiaretto Vermouth (brun). Efterhånden holdt regnen op, og jeg gik strøgtur og så på butikker, var inde i kurparken hvor jeg fotograferede; da jeg kom tilbage mødte jeg Arne, og vi satte os så på en bænk på strøget overfor kurparken, og efterhånden kom flere og flere af rejseselskabet og vi vandrede op til Domen, hvor vi skulde samles 4:30 til hjemfarten. Det var en indholdsrig tur og dag og morsomt at have set Meran, der i udseende ikke har forandret sig – siger fru Lumbye -, men af de eksklusive forretninger, som tidlige prægede byen, var kun 1 tilbage, de har forandret karakter, siden de er blevet italienske. Så gik det hjemad i et stræk: 7:30 her til middag, meget trætte, ikke blot jeg – vi fik karrysuppe, stegt forel med citron, kartofler og grøn salat samt pandekage. – Vi gik alle tre straks på hovedet i seng og undlod vor private kaffe. – Vi trængte alle tre kun til sengen.

14. juni: En af de stille dage. Efter morgenmaden besteg Arne og fru Lumbye bjerget her bagom byen, og den tur varede til over 12. Jeg lå det meste af formiddagen i liggestol i haven, spadserede så rundt i byen og ud i dalen til svinget, en tur på 3 kvarter, var inde at se kirken her bagved hotellet, som er den mindre kirke, den store ligger ovre på den anden side. Denne lille kirke er virkelig nydelig, alteret pragtfuldt, og er man ved at gå ud af kirkedøren åbner der sig et panorama så smukt med byen og de snedækkede svejtsiske alper. Vi mødtes alle ved middagen klokken 1, suppe, forloren hare, grøn salat og henkogte pærer og blommer, efter den 1. middag gik vi op til vor private ”Kaffe – Bar”, da vi agtede os til tyrolerfest om aftenen i den anden bygning over gaden, hvor Arne bor. Efter kaffen hvilede vi os, og så gik alle tre over i ”Dorf” på den anden side af Inn, og havde de skønneste aftenbelysninger både i dalen og bjergskråningen og toppe. Så var vi oppe at klæde os om, spiste middag nummer 2. Suppe, kogt flæsk med grønne bønner og salat og ris a la mande med kirsebærsauce med Maracusino i. Klokken 9 gik vi over i restauranten og hr. Bjørndalen havde arrangeret plads for alle sine danske, og det blev en ovenud morsom aften, så vi fortrød ikke, de 10 Schilling entreen kostede per næse. Der var tyrolere 6 herrer og 3 damer, der underholdt os med musik, sang, jodlen, en mængde Schuhplattentanz, og ind imellem dansede alle; både fru Lumbye og jeg kom ud og svinge os med tyrolerne, og jeg kan meget bedre danse med mine ben end gå med dem. Der var liv og glade dage, så det forslog, en runddans, hvor alle deltog (lig munken går i enge), hvor 2 var i kredsen og kastede deres pude for henholdsvis en herre og dame, vedkommende måtte så knæle ned på puden og blev så omfavnet og kysset, hvorefter de to par dansede inde i kredsen, og så gik det videre, til alle havde været med i det. Det var alle pengene værd at se, da den tykke ”Ober” derovre, kastede puden for fru Lumbyes fødder, og hun måtte lade sig omfavne af ham; der var en hylen og latter hele tiden. Jeg var så heldig, at Tyroler–sheiken kastede puden for mine fødder – atter underholdning dels af tyrolerne, dels af vore egne musikere. Byens købmand kom og inviterede fru Lumbye hen til baren og selv om hun stred imod, hjalp der ingen kære mor; afsted måtte hun; lidt efter kom hun og hentede mig og så gik tyrolersheiken med, og en tyroler på fru Lumbyes anden side, så blev vi trakteret med likør (æggepunch) så alle med hinanden under armen og gyngede i takt til musikken, det var vel nok et syn, vi to ”gamle piger” med 3 tyrolere optog hele pladsen om baren. Arne ønskede også, han havde haft en blitz så han kunde have fotograferet os. Så nærmede klokken sig 2, og jeg vilde hjem, men kunde hverken finde Arne eller fru Lumbye, så kom hr. Bjørndalen og fortalte mig at Arne var gået op og fru Lumbye var gået med sin sheik, så fulgte han mig over gaden, og det viste sig, at han [sheiken]vilde med fru Lumbye ind her på hotellet, så foreslog hun, at hun hellere måtte følge ham hjem, og de begav sig afsted, men så vilde han følge hende hjem igen; hvor har vi grint af de oplevelser. Vi drak hver en kvart liter (2 glas) Muscataella, en herlig, åben hvidvin. Jeg sov straks, men fru Lumbye kunne ikke sove, da hendes værelse vender ud til gaden og der hele natten var et leben.


other sizes: small medium original
comment | share